… og i dag er det Christians historie.

Mød Christian de Jonquières, et sjældent grund-optimistisk menneske, der igennem hele sin tilværelse har insisteret på, at vi skal huske det indlevende blik. Kun det baner vejen for sjælens dannelse.

For enden af en lang, snoet vej i Fredensborg ligger der en smuk rød murstensvilla med grønt irret tag. Døren bliver åbnet af en velklædt herre med imødekommende armbevægelser og høj latter. To store hunde springer legesygt og muntert op af alle gæster, som for at understrege, at i dette hjem, er der højt til loftet. De mange gamle malerier af slægten på væggene, og de smukke møbler med fordums glans vidner om, at her er historie, dybde og rester af en tid, der umærkeligt er ved at forsvinde. Her er menneskeligt overskud. Her er et nuanceret, indlevende blik på verden. Her er ånd, dannelse og viden. Og her er humor.

Advokat Christian de Jonquières, der har deponeret sin bestalling 1. januar i år, er noget så usædvanligt som et ukueligt, grundoptimistisk menneske. Intet kan knægte den følelse af grundlæggende livsglæde. Heller ikke det faktum, at han for ganske kort tid siden fik en bloddrop i hjertet. ”Jeg har ikke i 20 år ligget syg en eneste gang. Men en dag i december følte jeg mig halvskidt, og da jeg gik ned for at lukke hundene ud, blev jeg overmandet af en usædvanlig træthed, så jeg satte mig i en stol.” Der blev han siddende, indtil hans hustru blev urolig over, at han ikke kom op og klædte om. Da hun fandt ham i stolen, ringede hun straks efter en ambulance, som førte ham til hospitalet. ”Min hustru sendte jeg i rigsretten, hvor hun skulle overvære rigsrettens domsafsigelse, som anklager i Inger Støjbjerg-sagen. Imens fik jeg konstateret en alvorlig blodprop i hjertet. Jeg havde ikke mærket det mindste tegn. Jeg blev lagt i kunstig koma i fem dage, og undergik så en firedobbelt bypass operation. Jeg husker, hvordan lægerne bemærkede, at jeg havde en gevaldig livsvilje, og det er der jo noget om”, fortæller Christian stor-smilende. Her er en mand, der vil leve, og som altid har høstet af livet med alt, hvad han har.

Christian har sin forbilledlige optimisme fra sin far, som var ambassadør. Forældrene drog ud på alle rejser med åbne, vibrerende sind. Faderen besad en stor nysgerrighed for det fremmede, for politik og for mennesker. Det smittede af på sønnen, som tidligt så tilværelsens mange nuancer. Christian gik i børnehave i Rom, kom siden til Bagdad, men vendte hjem da, der udbrød revolution. Da forældrene igen skulle udstationeres, kom Christian på Herlufsholm Kostskole. Her tabte Christian sit hjerte til den historiske skole, hvor traditioner, venskaber og et indblik i mange skæbner, cementerede hans syn på tilværelsen. Som voksen var han fungerende formand for Herlovianersamfundet i 16 år og 1 dag.

Intet har nogensinde været sort eller hvidt for Christian, hverken dengang, eller igennem hans virke som advokat op til i dag som 1. viceborgmester i Fredensborg Kommune. Inspireret af Poul Schlüter, mener Christian også, at ideologi er noget bras, det er de gode kompromiser, der er afgørende for at bringe et samfund videre.

Jonquières familien er en gammel slægt, der ned-stammer fra huguenotterne, og familien har altid bestået af jurister på embedsmands niveau og en enkelt general fra krigen i 1864. Christian læste jura i Aarhus, fordi han med egne ord, havde rygrad som en regnorm og måtte ud af Københavns fristelser. Han drømte om en karriere i Udenrigsministeriet, men endte i stedet som advokat, som han holdt meget af. Hans hjerte har altid banket for politik, en karriere han påbegyndte som 62-årig. ”Grunden til, at jeg ikke gik ind i landspolitik skyldes, at jeg prioriterer venskaber og den stol”, siger Christian og peger over på en lænestol med en stabel bøger.

”Jeg har altid læst mindst to timer om dagen. Jeg ved godt, at der er den retorik med, at erhvervslivet ikke læser, men det passer nu ikke. Jeg har gennem hele livet læst specielt om historie og om statsledere, for derigennem at lære hvordan store personligheder greb verden an. Det har jeg ladet mig inspirere enormt af. Mens mange siger, at det vigtigt at læse skønlitteratur, siger jeg, at det er mindst lige så vigtigt at læse om historie, for jeg mærker historieløsheden blive mere markant. Det er som om alle vil leve i nu’et uden refleksion og dybde.”

Christian er gået til livet med godt humør, som den strøm, der har ført ham frem. Humoren har været hans våben, og han knækker stadig sammen af grin, når han forklarer, hvordan han holdt tale for dimitterende Herlovianere med ordene: ”Jeg fik 11 i de matematiske fag, sagde jeg fra talerstolen, og uddybede så: 5 i matematik, 3 i kemi og 3 i fysisk. Folk brølede af latter, mens rektor sukkede og spurgte, om jeg som formand ligefrem skulle prale med de dårlige karakterer.”

Men karakterer er langt fra alt. Christian har altid været optaget af nuancer og vigtigheden af, at kunne se bredt og dybt. ”Selvfølgelig skal man have en holdning, men det er mindst lige så vigtigt, at man besidder en indlevelsesevne. Hellere løsning ved dialog end nedbrud ved konfrontation”, understreger Christian, som har fokuseret på ansættelsesretten i sin karriere. Her oplevede han det som afgørende at finde løsninger, der passede alle parter. Ved en af sine taler til de dimitterende på Herlufsholm var det ham også magtpåliggende at huske de studerende på Kennedy’s forsvarsminister McNamara. Han mente, at den kæmpestore fejl i Vietnamkrigen var, at amerikanerne manglede indlevelsesevne i vietnameserne og om-vendt. Det er indlevelsesevnen Christian bliver ved med at vende tilbage til. Det og så give mennesker en chance til.

Personligt har han ikke haft brug for flere chancer, for Christian har været gift med sin hustru siden 1986. ”Jeg elsker hver evig eneste dag, når hun kommer hjem. Hemmeligheden bag vores ægteskab er venskab, tillid, fælles interesserer, fortrolighed, en stor enighed om opdragelse, rejser, hjemmet og dets gæster. Og så er hun, det mest dannede væsen, man kan tænke sig. Jeg når hende ikke til sokkeholderne.” Christian er også ufattelig glad for deres datter på 29 år, med hvem han kan grine med og så er hun trådt i farfaderens fodspor i Udenrigsministeriet.

”Johannes Møllehave blev engang spurgt om, hvad der var det vigtigste at opnå her i tilværelsen. Til det svarede han: ”at blive dannet ingen tvivl om det. Dannelse opnår man ved mødet med andre mennesker, ved mødet med modsætninger, og ved at rejse. Dannelse er ikke at have gået på universitet og læst store bøger. Dannelse er at dyrke evnen til den udvidede form for opmærksomhed. Det indlevende blik. Det øver jeg mig på, hver dag.”

Christian de Jonquières har været kunde hos Trolle Care siden Januar 2022.