”Det vigtigste jeg har lært af livet er, at alle har langt flere lag, end nogen overhovedet ved. Tænk hvis vi turde vise hinanden de lag. Det tør vi ikke, fordi vi alle er så fordomsfulde. Jeg synes vi som mennesker har en forpligtelse til at være opsøgende overfor det fremmede, for at blive klogere.” Anna er en vild dame. Hendes energi er vild. Hendes liv er vildt. Man er ikke to sekunder i tvivl om, at her har man at gøre med en exceptionel kvinde. Hun har pondus, hun fortæller usentimentalt om voldsomheder og virkelighed. Det kommer ikke som en overraskelse, at hun har dyrket viking kampsport med autentiske stålvåben. Og så har hun én eneste livsmission. Hun vil finde ud af, hvem vi er. Eller. Hun vil interessere sig for os. Ægte og i dybden.

Siden hun var helt ung, har hun gået ud til hjørnerne af tilværelsen for at undersøge livet, sig selv og menneskers sind. Hun vil være der, hvor der er nerve i tilværelsen. Med nerven som centrum, har hun lært at se og rumme menneskers forskelligheder. ”Jeg plejer at sige, at jeg har erstattet min fordomsfuldhed med nysgerrighed. Prøv at tænk over hvor mange mennesker, der siger: Hvorfor gør du sådan? Med en stemme fuld af foragt. Mange mennesker forholder sig til verden ved at skubbe fordommene foran sig. Men hvad sker der, hvis man stiller spørgsmålet med varme og for at blive klogere: ”Hvorfor gør du sådan? Det må ikke være falsk varme. Nogle bruger falsk varme for at få mennesker til at betro sig, hvorefter de løber ud og sladrer hånende til andre. Nej, det skal være den ægte interesse.”

Anna har igennem sit liv, stødt på rigtig mange mennesker fra forskellige sociale lag og forskellige baggrunde. Alle de vidunderlige bekendtskaber har været med til at give hende en bred indsigt i, hvad vi mennesker indeholder. Men også en dybere forståelse og respekt for, hvem vi alle sammen er. En respekt hun ville ønske, at vi alle satte som vores højest personlige dannelsesideal.

Hvor den interesse stammer fra, kan Anna ikke stadfæste. Hun har altid båret den i sig, som den flod hun flyder med. Hun ser det som sin livsmission at ville forstå verden. Oprindeligt blev Anna adopteret fra Ecuador i Sydamerika.  ”Jeg har en broget opvækst, der har gjort, at jeg i tidlig alder stod alene og lærte at klare mig selv. Jeg var omkring 15 år, da jeg lejede mit første værelse, fordi min mor døde af kræft. Det startede min selvstændighedsproces. Der er ingen tvivl om, at det var nederen, at jeg kom til at stå så tidligt på egne ben. Men jeg så det også som en stor og begyndende rejse udi at blive mig.”

Anna drog hurtigt på en kommunistisk efterskole med en statue af Lenin i baghaven. ”Her blev jeg mere moden, fik sans for musik og drama. Det var en kæmpe frihed at være sammen i den følelse af kollektivitet. Da jeg vendte tilbage, følte jeg mig mere rodfæstet i mig selv, boede et par år med venner og tænkte: nu skal jeg prøve noget nyt.” Og så flyttede hun ind i et Hare Krishna fællesskab. Her levede man som nonne og Anna endte med at bo der 1 ½ år.

”Folk måber, når jeg siger jeg har boet med Hare Krishna. Dengang tænkte jeg, at hvis jeg skal prøve noget vildt, skal det være nu. Det der tiltrak mig, var at forsøge at leve helt anderledes og dermed sætte mig istand til at forstå andre, som også ville lidt ud i nogle af livets kroge. Selvom mange i tiden talte om, at Hare Krishna hjernevaskede, oplevede Anna ikke andet end ordentlighed og anstændighed. Gennem den erfaring mærkede hun sin egen begyndende funderede forståelse for at vælge at gå til livet på andre måder end den gængs.

Efter Hare Krishna skulle Anna finde ud af, hvad hun ville med sit liv.  Hun flyttede ind på Rigshospitalets Kollegie, som en diametral modsætning til det rolige liv hos Hare Krishna. Her boede hun i 5 år, shoppede uddannelser, indtil hun en dag tænkte: ”Jeg må tage mig selv seriøst.” Og så begyndte hun at læse til pædagog. ”Det var en fed uddannelse. Her ser man verden med et nuanceret blik. Igennem det studie mødte jeg mennesker med forskellige sindelag.” Anna er ikke drevet af at redde, hun er drevet af at forstå, hvad vi mennesker egentligt er i stand til. Hendes interessere er videnskabelig, hendes omsorg uforfalsket.

Under studiet var hun pædagogmedhjælper på Reden. Og siden hen i et herberg på Frederiksberg. På Reden kom de narkoprostituerede.  I herberget mødte hun gadens hårde drenge. På Reden blev hun optaget af kvindernes forskellighed og livsfortællinger. På herberget mødte hun Rockermiljøet. ”Det var anderledes, dengang, for der var kun Hells Angels og Bandidos. Også gadens sprog var et andet, hvor jeg tror at forråelsen er blevet værre i dag. Stofferne er blevet hårdere, og rockerne er blevet til forretningsimperier. Men det, det lærte mig dengang, var at respektere de valg forskellige mennesker havde truffet. Respektere dem, hvor de var. Ikke hvor jeg havde en ambition om, at de skulle være.”

Siden arbejdede hun i retspsykiatrien og på bosteder, med psykisk udfordrede mennesker. Hun har oplevet voldsomme ting. Hun har forsøgt at finde værktøjer for at kunne støtte og hjælpe. Som nyuddannet fandt hun en ung, 18-årig pige, der var død, fordi hun havde byttet medicin. ”Hun havde angst og røg i det forkerte selskab til den forkerte fest. Her begyndte jeg at se skyggesiderne mere nuanceret. Da jeg arbejdede på Reden, følte jeg det kunne ske. På bosteder og i psykiatrien skulle den slags ikke ske.” Anna har også stået foran en selvskadende pige, der skar sin lårmuskel ud. ”Med hende lavede jeg et projekt med islandske heste, hvor hun skulle ride for at få kropsfornemmelse. Hun skulle lære både at tage og fralægge sig ansvaret. Lade hesten styre og lade sig selv styre. Det er en livslang proces.”

I retspsykiatrien mødte hun en kvinde på Sankt Hans, der havde slået sin lille søn ihjel, fordi hun hørte stemmer. Hun mente selv hun har gjorde det rigtige. ”Hvad jeg var mest bange for var, hvis hun en dag vågnede op og indså hvad hun havde gjort.”

Anna fortæller ivrigt. Hun vil gøre os mere bevidste, om alle de mennesker vi er, om sindets vilde kræfter. Hun har tidligere været en ivrig debattør, men prøver med sine egne ord, at skrue ned for charmen. For der er mange mennesker, der ikke gider høre om belastede mennesker. Det kan også være svært at trænge igennem alle klicheerne. ”Folk er enormt fastlåste i deres holdninger. De siger altid, de bare må tage sig sammen.”

”Mange mennesker forstår ikke psykisk sygdom. Jeg ser psykiatrien som videnskab, syntes medicin kan være afgørende, og jeg anerkender diagnoserne, som er det, man ser udadtil. Men vi skal huske, at der er et menneske bag enhver diagnose, og derfor skal vi også se ressourcerne. De ADHD-børn, jeg kender, tænker anderledes og nyt. Kigger man på de paranoidskizofrene, så ser vi til tider også dybt kreative mennesker. Det mindste vi kan gøre, er at udvise respekt og sætte os ned og lytte på deres oplevelser.”

Anna kigger ud på det moderne samfund. Hun har arbejdet med mange unge og ser en stigende tendens til angst og sårbarheder blandt de unge. ”Jeg tror, at vi skal kigge på de krav, der er til de unge. Alt det de skal tage stilling til i en meget tidlig alder: mode, uddannelse, krop og  botox. Jeg mener ikke, at alt var bedre i gamle dage. Jeg mener bare, at vi skal hjælpe og klæde de unge på til at kunne håndtere det. Det er helt ned i 4. og 5. klasse, de skal tage stilling til tysk eller fransk, og det er belastende valg for hjerner, der ikke er færdiguddannede.”

”Noget andet er, at vi skal huske at præge vores børn til dybde og til nuancer. I dag læser de unge kun Youtuberes selvbiografier, men hvad med at læse Strunge, hvad med at se David Lynch?

Anna er med på, at det er svært at sætte en kæp i hjulet på et verdensomspændende samfund, men det nuancerede blik er væk. ”Det bærer vi forældre et ansvar for. Nettet er løbet hurtigere end os, og vi har kunne leve uden skærme og forstyrrelser, det kan de unge ikke.”

Efter en tilværelse med fart på har Anna lært roen at kende. ”Jeg lærte det blandt andet ved at arbejde på et plejehjem, hvor min fantastiske forstander lærte mig respekten og ømheden for alderdommen. Den værdighed og den rolighed har jeg taget med mig i mit nuværende job. Og så skyldes roen også min elskede mand og vores fantastiske sammenbragte familie. Han er fra Færøerne og gennem ham har jeg lært nærvær, navnlig gennem forståelsen for enkeltheden i den storslåede natur på Færøerne. Og i det hele taget være en del af hinanden med min voldsomhed og hans reflekterende rolighed. Ro, dybde og nærvær. Husk, at der er langt mere i tilværelsen end den speltbolle, du har foran dig. Husk at møde dig selv og andre på en dybere måde. Tag tiden til det. Og se op fra den telefon. Så længe du forsøger, er der håb.”

Anna har været ansat som Afdelingschef i Trolle Care siden oktober 2021