Fremtidens hjemmehjælper? Ikke hvis man spørger Jill Trolle

Når man sådan ligger ynkelig og ærgerlig på sit influenzaleje i piv-stormvejr, så går tankerne ikke just til søens folk, men mere til de mennesker, som ikke bare en enkelt gang om året bliver ramt af en sygdom.

Tankerne går til dem, som i resten af livet skal indordne sig og affinde sig med en kronisk lidelse eller aldersbetinget svaghed, som uvægerligt vil sætte en stopper for nogle eller mange ting og aktiviteter, som tidligere kunne lade sig gøre. En ny livssituation, som måske også afstedkommer angst og usikkerhed.
Kommunerne og regionerne har forlængst set i den økonomiske glaskugle, at mennesker med en kronisk sygdom samt et kæmpe boom af ældre bliver en stor økonomisk post på budgetterne, og derfor har man opfundet begrebet Velfærdsteknologi – hjælpemidler til en smartere hverdag.
I denne uges Det Gode Liv vil jeg forsøge at smage lidt på det ord – velfærdsteknologi. Umiddelbart klinger det nemlig hverken lunt, rart eller menneskeligt, men før det sendes til tælling, så lad os se lidt på det og hvad, vi har i vente. For skal vi virkelig gå rundt og frygte, at vi endda bliver passet af robotter?

Definition af velfærdsteknologi

Velfærdsteknologi er “brugerorienterede teknologier, der forsyner eller assisterer brugerne med én eller flere offentlige eller private velfærdsydelser og produkter. Velfærdsteknologi er teknologisk understøtning og forstærkning af f.eks. tryghed, sikkerhed, daglige gøremål og mobilitet i den daglige færden i og uden for boligen.” (Kilde: Wikipidea)
Og skal jeg være lidt mere konkret, så er velfærdsteknologi eksempelvis; en robotstøvsuger, vaskerobotter, personlifte, spiserobotter og intelligente senge, for ikke at glemme telemedicin – en anordning, hvor du hvis du har en kronisk sygdom som KOL, sukkersyge eller måske har sår på kroppen, kan udstyres med en computer, iPad eller lignende, og via den kan du ringe op til dit ambulatorium og ‘ansigt-til-ansigt’ få råd og vejledning om din sygdom og behandling. 
Summa summarum, velfærdsteknologi er noget elektrisk, elektronisk eller digitalt, der i princippet skal gøre os mere selvstændige og uafhængige af hjælp og derved billigere i drift for det offentlige.

Gentofte Kommune og velfærdsteknologi

Gentofte Kommune var jo en gang en højborg inden for rehabilitering med bl.a. den lægebesatte Tranehaven, så stor var min nysgerrighed og forventning, da jeg søgte Gentofte Kommune og velfærdsteknologi – og lige så stor var min overraskelse, da jeg fandt resultatet af min søgning.
På hjemmesiden bliver man ikke just blæst omkuld med spændende projekter til fremme for ældres selvstændighed eller tryghed for kronikere. 
Kommunen har været med i et projekt, der blev afsluttet i 2015 med klare visioner for Det Gode Liv 2025, bl.a. med forventninger om at “… Projektets resultater vil blive inddraget i kommunens fremadrettede, strategiske arbejde med at udvikle nye initiativer på ældreområdet og målrette eksisterende initiativer til fremtidens ældre borgere i kommunen.”

Gladsaxe Kommune og velfærdsteknologi

Kigger man derimod over på nabokommunen, Gladsaxe Kommune, så må jeg sige, at man i sandhed har inviteret velfærdsteknologien inden for og har hilst den varmt velkommen og dernæst kommunikeret den respektfuldt og forklarende ud til sine borgere.
Hele 22 igangværende projekter med alt lige fra påmindelse om, at man skal tage sin medicin, vaske/tørre toiletter og overseng mod tryksår, til at få et videoopkald af en sygeplejerske, som skal guide med helt basale opgaver, såsom at huske at drikke vand, spise sin mad, gå på toilettet mm. er der i gang. Og der er en spændende og skønsom blanding af private og offentlige aktører i projekterne.
Derudover har kommunen gennemprøvet og afsluttet 29 projekter. Nogle er implementeret, andre er blevet vejet og fundet for lette. Men bl.a. er Hjerneloungen – muligheder på internettet til stimulering via spil og aktiviteter – et opgraderet nødkald, som ikke forudsætter, at man har en fastnetforbindelse, et alarm/sikkerhedssystem for demente samt ExorLive, som er et træningsprogram til de mennesker, som skal træne hjemme efter sygdom/skade, sat i værk.
I alt en spændende palet af velfærdsteknologier, som synes at understøtte vores menneskelige drivkraft til en mere individuel livsførelse.

Skal vi passes af robotter?

Nej, det kan jeg bestemt ikke forestille mig, og mit sygeplejerske-hjerte siger mig også, at nok skal der spares penge og ses på ressourcer og tilrettelæggelse, men kælesæler og robotter, der mader mennesker, som ikke kan spise selv, er eksempler på velfærdsteknologiske løsninger, som ikke kommer til at gå som varmt brød.
En rigtig hånd, et kærligt klap på skulderen eller en svingom og et levende smil, kan aldrig erstattes af velfærdteknologi, men vores hverdag kan måske gøres mere smidig, og der kan sagtens være nogle løsninger, som kan hjælpe os til et mere selvstændigt liv.
Havde Henry Ford spurgt folket, hvad de ville have, så havde de sagt en hurtigere hest frem for en ny bil – men de blev som bekendt glade for den nye bil.
Så imellem utallige nys og snøft her på sofaen, er jeg ikke blevet afskrækket af velfærdsteknologien, men der ligger et stort stykke arbejde i at fortælle, hvad det er og dermed nedbringe angst for teknologien.
Jeg tror på, den har sin berettigelse, hvis man med den, som med alt andet, bruger den med måde – og her i kommunen er der jf. kommunens hjemmeside pt. ingen fare for overforbrug.

Læs artiklen i Lokalavisen