Træt og trist mad til de ældre er denne uges tema i Det Gode Liv

Med få midler kan maden komme til at se lækker og indbydende ud, pointerer Jill Trolle.

Jeg tænker engang imellem på, om der er noget, der hedder ‘sæsonartikler’. Altså tider på året, hvor medierne, og især de sociale medier, hiver velkendte historier op af hatten, som kan irritere, forarge og give anledning til vrede. For hvert år omkring juletid bløder og koger medierne over med rædselshistorier om dårlig mad til de ældre i julen. Denne uges Det Gode Liv går derfor den triste mad til ældre, i ældrepleje, lidt efter i sømmene.

Den nådesløse opgave

Det er jo sådan, at alle kommuner har aftaler med eksterne madleverandører om at levere mad til de borgere, som enten ikke længere selv kan kokkerere, eller som har mistet lysten og gnisten til selv at stå i køkkenet. Det er firmaer, som tilrettelægger menuer med ofte flere valgmuligheder, indkøber og laver mad til mange hundrede mennesker. Og allerede, når jeg skriver ’mange hundrede mennesker’, så tror jeg, at der er rigtig mange mennesker, som har stået i et køkken, som fint kan forestille sig, hvilke udfordringer, der kan være forbundet med det embede. Bare når man skal lave mad til en familie på fire med to småkræsne teenagere, så møder man ofte madmuren, der er malet til i smage og råvarer, som enten smager dårligt eller forkert, har en ulækker konsistens, en forkert farve eller bare hedder noget uappetitligt. Så at skulle lave mad til måske 100 gange flere mennesker er en opgave, som jeg tror vil kunne give de fleste ansvarlige mennesker hovedbrud.

Udseende vs. indhold

Men firmaerne gør nu engang deres bedste. De leverer, hvad der kan leveres inden for rimelighedens rammer. Men selvfølgelig kan de ikke levere gourmetmiddage, der er flot pyntet og dufter godt, efter først at være lagt i plastikbakker, i køleskab og derefter en tur rundt i kommunen i ‘madbussen’. Eller smørrebrød smurt med ynde og pyntet med kærlighed, som er sammenligneligt med Ida Davidsens. Og netop ved juletid ynder mange, især pårørende, som desværre selv har for travlt til at levere et ordentligt og velpyntet måltid mad til deres kære, at konstatere, tage billeder, skrive og kommentere på både sociale, men også journalistiske medier, om hvor frygteligt det er, at deres kære skal spise den afbilledede kogte medister med grønlangkål og tre hvide kartofler, pakket i en brun bakke, hvor indholdet er klasket sammen i det ene hjørne. Selvfølgelig appellerer sådan en ret hverken til øjet eller ganen, men det ændrer ikke på, at indholdet i retten er både godt og nærende – men lækkert, det ser det bestemt ikke ud. Det har en kogt medister nu aldrig gjort, og det er måske derfor, den sjældent er at finde i supermarkedernes catwalk med mindre den er godt pyntet – som alt andet på en catwalk jo er!

Vigtigere end karme

Med fare for at blive fejet ud af avisen og hen hvor peberet gror, så vil det altid være min påstand, at pyntet og appetitlig mad er langt vigtigere end afstøvede vindueskarme. Og derfor må man som leder for plejepersonale, hvis opgave det er at servere det ombragte mad, sætte en ære i, at personalet er oplært i at anrette og servere mad, så det bliver spist både med øjne og gane, for det er pleje og omsorg i højeste potens og en langt vigtigere opgave end at støve vindueskarmene af. For bliver maden ikke spist, så går energi og modstandskraft fløjten, og så er der absolut ingen, der har kræfter eller energi til at kravle om bord i de busser, som social- og sundhedsudvalgsformanden har bebudet, at der skal indkøbes for den nye ældremilliard.

Vrid citronen

Hvis nu vi forestiller os, at madleverandørerne er ærlige om, hvad de kan levere, og rent faktisk fortæller, hvad man som kunde kan forvente, men også hvad man ikke skal forvente, så har man som kunde mulighed for at tage sine forholdsregler. Så kan man selv sørge for at få indkøbt de varer, der skal til for at give måltidet det pift og den kærlighed, det mangler for, at det kan appellere til hele følelsesregistret. Og hvis alle vi, som servicerer de ældre i eget hjem, begynder at sætte en ære i at servere et lækkert anrettet måltid mad, får lært at vride citronen, hakke persillen, smelte smørret og anrette maden på en tallerken, så det ser appetitligt ud sammen med salt, peber, en serviet og rent service, så er chancen for, at maden bliver spist overordentlig stor. Og bliver maden spist, så forbliver ernæringstilstanden intakt og væskebalancen bliver opretholdt (dels fordi der er en del væske i mad, men serverer man et lækkert anrettet måltid mad, så ryger der ofte et ekstra glas væske ned).

Ære og ansvar

Tager vi alle ansvar, uanset hvor mange års uddannelse og erfaring vi har, i stedet for resolut og ukritisk at skyde løs på madleverandører, der ved gud ikke har en kinamands chance for at gøre det anderledes, eller ukritisk smider maden i mikroovnen og klasker den brune bakke ned i skødet på den ældre med beskeden om, at ”det ser godt nok trist ud,” så er der en overvejende sandsynlighed for, at glæden ved mad bibeholdes. Samtidig får vi forebygget infektioner, fald og andre ulykker, som er slidsomt for de ældre, for pårørende og for hele systemet. Og når vi først dertil, så er det ikke kun mad, der skal til for at redde jul, helbred og sæsonartikler. Bon appetit og godt nytår.

Læs artiklen i Lokalavisen