Jeg kan ikke forestille mig noget værre end at sidde, glemt og gemt tilbage i livets vinter og egentlig bare vente på, at tiden skal gå.
For livet skal ikke bare gå, det skal sgu leves! Hvert minut skal bruges til et eller andet og ikke bare overstås.
Derfor spidsede jeg også ører, da jeg forleden hørte Mads og Monopolet på P4. Et radioprogram, hvor man kan præsentere et dilemma, som man beder et panel af kendte om at byde ind på.
Dette dilemma kom fra en yngre kvinde, som havde skrevet til Monopolet og bedt om hjælp til en lidt svær familiesituation.
Hendes mor, som er midt i 70’erne bor på plejehjem, da Alzheimers sygdom havde taget så meget over, at hverdagen i hjemmet var blevet uoverskuelig for især faren.
Moderen er ikke længere i stand til at genkende nogen fra familien, men er ellers glad og faldet rigtig godt til på plejehjemmet, hvor faren kommer på besøg flere gange om ugen.
Dilemmaet er nu, at faren føler sig ensom. Selvom huset er fyldt til randen med minder fra bryllup, kobber- sølv- og guldbryllup, ferienips, arvestykker, loppefund, de klassiske lerfigurer kunstnerisk udført af børnene, og så en imponerende mængde af konens impulsindkøb, så er der rungende tomt.
Der er ingen puslen og rumsteren, et sirligt dækket frokostbord med de aftalte tre madder og den halvlunkne øl eller eder og forbandelser, når græsslåmaskinen ikke vil starte, og dermed ingen at give et kram og et kys på kinden eller mærke en hånd, der griber ud, når det er tid til en lille aftentur i nabolaget.

Kontaktannonce…

Datterens dilemma er nu: Er det okay at hjælpe sin far til at udforme en kontaktannonce, så han på ny kan møde en sød kvinde at dele livets mange timer, uger, måneder og år med, så han igen kan få og give kram og kys?
For uanset alder og omstændigheder, så stopper vores behov for at give og modtage kærlighed jo ikke.
Godt nok taler præsten om medgang og modgang, men er en kronisk sygdom af Alzheimers-kaliberen egentligt modgang?
Er det ikke noget helt andet, som der endnu ikke er sat ord på fra gejstlig side? Og hvis nu det var dig eller mig, ville vi så ikke sætte vores elskede ‘fri’ uagtet alder og sygdom?
I Tel Aviv danser de på torvet, i Frankrig spiller de boule…
… og i Danmark trækker vi gardinerne for, tænder lyset, og så går vi i ellers i gang med at skrive kontaktannoncer!
Og det har vi gjort i rigtig mange år, for husker I Bjarne Lillers hæse porter-stemme gjalde “…eeeensom dame fyrre år, lille og buttet med mørkt og krøllet hår…” i Giro 413, søndag efter søndag?
Han sang jo til den generation, som nu oplever at miste en ægtefælle, enten til sygdom, eller døden, og som manden i Mads og Monopolets dilemma sidder alene i sit dejlige hjem uden at have nogen at dele livet med.
I Danmark er vi jo ikke så voldsomt ‘udgående’- vi danser ikke lystigt af sted i slangeformationer på byens torv med bekendte eller fremmede mennesker, eller blander os i Boule-kampen i parken. Vi er et reserveret folkefærd, hvor hver mand passer sit.
Og det kan være en af årsagerne til, at så mange sidder mutters alene og tæller frynserne på stuetæppet eller dør og først bliver opdaget otte dage senere.

Alt for mange sidder mutters alene tilbage og tæller frynserne på gulvtæppet, skriver Jill Trolle. Modelfoto: mostphotos

Svaret var JA

I monopolet var der et rungende JA til datteren. Der var ikke skyggen af tvivl om, at hun skulle hjælpe faderen med at få skrevet et par linjer om sig selv og livets status med børn, børnebørn og kone på plejehjem, så muligheden for at møde et menneske at dele livet med, var til stede.
De argumenterede så rigtigt for, at det jo ikke var et spørgsmål om at blive gift og flytte sammen og glemme alt om moderen på plejehjemmet, men derimod om at brede armene ud og modtage, så man igen kan få svunget træbenet – måske ikke på torvet, men så måske til lyden af Liller, Katy Bødker, Gitte Henning og alle de andre gamle røvere, hjemme i stuen.
Det handler nemlig om kærlighed og kammeratskab – livsingredienser, vi aldrig må løbe tør for, eller blive for gamle til, uanset hvor vi kommer fra, og hvordan vi finder den.