“Det er som om, at når et menneske dør, så skal de sårbare venner og familiemedlemmer skånes” skriver Jill Trolle. Modelfoto: Mostphotos

Sivkister og Long John’s

Præster, læger, sygeplejersker og alle mulige andre forsøger jævnligt at tale om døden i et helt naturligt og afslappet stemmeleje.
Men uanset hvilke ord vi bruger, og om man kommer herfra i en sivkiste eller på ladet af en Long John, så bliver døden for danskere bare aldrig noget naturligt.
Og det er som om, at når et menneske dør, så skal de sårbare venner og familiemedlemmer skånes, og de demente, tjaaaa hvad har de mon ud af at komme med til begravelser? ”…De bliver nok bare urolige” eller ”…de forstår nok ikke, hvad der sker” eller tænk hvis “de pludseligt udbrød noget upassende…”

Onkel Arne var ikke med

Jeg ved ikke, hvorfor min kære glade, smilende, trompetspillende onkel ikke var med til sin lillesøsters mindehøjtidelighed.
Jeg kan kun gætte på, at det var fordi, at han var flyttet på plejehjem og var dement.
Jeg føler mig overbevist om, at “man” vurderede, at han intet fik ud af at deltage ved begravelsen.
Men nu er det sådan, at der uanset antal af scanninger, kognitive- og logik tests, samtaler og observationer ikke er nogen, som har den mindste idé om, hvad der foregår inde i hovedet på en dement.
Men mysteriet er ikke større end, at hvis ikke du fortæller, hvad du føler og tænker, så er der heller ingen, som ved, hvad der foregår inde i dit hoved – dig som sidder og læser dette.
Men jeg føler mig overbevist om, at du gerne vil med til din søsters mindehøjtidelighed, og at det er meget grænseoverskridende, hvis en anden tager den beslutning for dig! Og sådan har man det nok også, hvis man er dement….

Tante Ingelise tog nok beslutningen

Jeg tror, min tante Ingelise tog beslutningen om, at han ikke skulle med, og jeg har svært ved at forestille mig, at den blev taget i ond mening, men formodentligt, fordi hun vurderede at ”… han nok ikke får noget ud af det… ”
Men der føler jeg mig overbevist om, at hun tog fejl, og det gør alle de pårørende, som afskærer demente fra at deltage ved begravelser, bisættelser, mindehøjtideligheder eller andre situationer, hvor følelserne kommer i spil.
Ja, både demente og ikke demente bliver da påvirket af at sende en kær og nær af sted fra denne jord, og ja, demente og ikke demente bliver da urolige og har måske svært ved at finde ro om natten, men er det ikke bare en helt naturlig måde at håndtere sorgen på?

Alle skal have lov til at sige farvel

… Og der er absolut ingen, som har lov til eller bør beslutte det modsatte for et andet menneske.
Det lille barnebarn, den sårbare teenager og den ældre demente – alle skal have mulighed for at tage en fin afsked med et menneske, som har stået dem nær.
Det værste, som kan ske, er, at vi bliver kede af det, men er det ikke også ok?
Min fars søskende var på kryds og tværs tæt forbundet. De hjalp og støttede hinanden, når der var behov, så vel som de kunne skændes og strides.
Men de var søskende med alt den kærlighed og hengivenhed, der nu engang er imellem søskende.
Onkel Arne spillede i sine yngre dage en swingende trompet, og jeg forstiller mig, at min altid festlige faster har sunget og danset til tonerne fra hans musik.
Det gør mig derfor ondt, at han uanset sin demens og sin rollator ikke fik lov til at sidde sammen med os andre i kapellet på denne triste efterårsdag og i tankerne tage en kærlig afsked med sin livsglade og kærlige lillesøster med de store sorte krøller, som jeg tog af- sked med mit sikkerhedsnet og min beskytter.