Vi kommer fra hvert vores sted med hvert vores udgangspunkt. En direktør for en virksomhed med 100 sygeplejersker, og en kreativ som skriver og udgiver bøger. Fælles er vores passion for mennesket. At være interesseret, bevare værdighed og for at få tiden tilbage til fordybelse i hinanden og i det korte glimt, vi er her.

I Jills optik, er vores liv blevet for fuldt af hastighed og hurtighed… vi kører i et væk på el cykler og el løbehjul. Vi har plastret vores håndled til med skridttællere og pulsure. Vi skal skrive kortfattede ansøgninger og ansættelsessamtaler er tidsbegrænset. Vi har 10 minutter hos lægen og 17 minutters hjælp fra kommunen. Vi handler, mødes, skilles, skændes og ”liker” på nettet, hurtigt og effektivt.

Parallelt med, øjensynligt en stigende fortravlet tilværelse, er TV generelt og reklamer specifikt blevet mere og mere overfladiske. Det handler om seertal, alder, indkomst, geografi og interesser, mere end indhold. Vi er endt op med let belærende nyheds-værter. De samme skuespiller bruges i alt fra chips reklamer til gætteleg og overfladiske interviews. Og i pauserne råber hvidevarebutikker i staccato, deres budskaber ud i vores stuer. Og midt i den bedste sendetid ser vi Ole Henriksen danse storsmilende ned gennem Tivoli med en TV-værtinde under armen Og ikke et ondt ord om Ole, men er det tilstrækkelig brændstof til at holde os mennesker kørende?

Inspireres vi, reflekterer vi, og giver det anledning til fordybelse, når samtale og nærvær er reduceret til ”likes” eller råbende reklamer?

Hastighed og ligegyldighed fylder urimeligt meget i hverdagsbilledet. Oprigtig interesse for medarbej-deren, patienten, ekspedienten, asfaltarbejderen, pædagogen og direktøren siver ud. Alt skal skæres ind til benet, og vi henvises i stadig stigende grad til en statistrolle i hinandens liv, alt imens ensomheds- og stressstatistikerne buldre derud af og har lagt sig solidt i overhalingsbanen.

Med kampagnen ”Alle de mennesker vi er…” er der slet ingen grund til at pudse glorien, for selvfølgelig vil jeg gerne have at flere køber sygepleje hos os. Men jeg er træt af billeder taget igennem en vaselinelinse, af ældre damer i kørestol som taknemligt og smilende kigger op på deres sygeplejerske, akkompagneret af fortærskede slogans. Eller fra den helt anden grøft – ”..køber du ikke privat, så dør du!”

Jeg vil meget hellere lade nogle af de vidunderlige mennesker som er en del af Trolle Care, fortælle
deres historier med alle deres skønne minder, rifter, sår og sorg på sjælen, som de har med sig. Lade dem hejse storsejlet og sejle os lidt tættere sammen, så vi in-spireres og begejstres, og bare i et kort øjeblik, kigger op fra vores mobil. For det er deres historier som gør os til dem vi er, og i Trolle Care er det fundamentet for det vi gør.

Frederikke fortæller, at da hun var en lille pige på 10 år, læste hun bogen ”Momo” af forfatteren Michael Ende. Jeg kan huske, hvordan jeg lå der på mit kradsende kokostæppe og læste om den lille pige med den magiske evne. Evnen til at lytte. Jeg ved ikke, hvordan jeg overbevisende kan understrege den fornemmelse af, at alt stod stille i mit indre, da jeg læste de ord. Momo talte direkte ind i noget, jeg allerede vidste, eller i hvert fald troede på. Øjeblikket har aldrig forladt mig. Momo blev mit liv og min filosofi. Momo kunne løse konflikter ved at lytte, og mennesker fandt sig selv eller fandt en vej, så længe Momo lyttede. Hendes blik på verden, og på sine medmennesker var altid ømt, også på alle dem, der fejler og falder ud. Bag alting er der et menneske. Det menneske så Momo.

Barnetroen forlader de fleste mennesker, men troen på Momo forlod aldrig mig. Som jeg voksede op
og blev ældre troede jeg, at evnen til at lytte var noget, der var alle forundt. Men som der står i romanen: ”Det er kun få mennesker, der virkelig forstår at lytte.”

For nylig var jeg på en reportage på et værested med misbrugere, hjemløse og psykisk sårbare. Her mødte jeg sygeplejersken Bibi, som var en levendegørelse af figuren Momo. Da jeg tog derfra bankende mit hjerte af raseri over det, på mange måder overfladiske samfund, som dominerer vores udsyn. Vi har drejet skiven forkert. Hvorfor spørger vi altid første hinanden, hvad vi laver og ikke hvem vi er. Sjældent rækker vi hånden ud mod forskelligheden. Alt for mange af os farer vild i forbrug, i titler og i porøs prestige. Og vi glemmer mennesket. Først når vi er døde, taler vi igen pænt om hinanden.

Jeg vidste, at Jill ville fatte, hvad jeg talte om, så vi aftalte at skrive om alle typer af menneskeliv, for at mindske afstanden mellem hinanden. Det blev til kampagnen ”Alle de mennesker vi er” For mig per-sonligt handlede den kampagne om at sætte spotlys på det allervigtigste i os alle. På den lillebitte, ufattelige enestående glød, dybt inde i ethvert menneske, som ER i os alle og som er en milliard gange mere værd, end alle de titler vi smykker gravstenene med.

Derfor vil vi også gerne give stafetten videre til en virksomhed, som vil erstatte en hurtig reklame med sommerudsalg på et køleskab, 3 lt. letmælk eller en god familiebil, og i stedet fortælle en historie om et af de mennesker, som hver dag tager på arbejde i virksomheden. Vi håber en virksomhed griber vores stafet.

Tak fordi I læste med.

God sommer fra Jill Trolle og Frederikke Lett