”Danmark er en nation af overprivilegerede individer, der bruger alt for meget energi på at gå op i, om vi
nu har det rigtige design, ferien alle drømmer om, den rigtige telefon, eller den smarteste bil”, sådan lægger den italienske Antonio grinende ud med at karakterisere os danskere. ”Og så er I decideret dårlige til at tage imod udlændinge.”

Han er en mand, der taler af erfaring.

Da han første gang kom til Danmark, faldt han ned af stolen af måbende forundring. Her stod han med åbne arme, parat til alt. Han var jurist og havde 5 sprog med i bagagen. Antonio har altid været anerkendt for sit kvikke sind og havde selvfølgelig mod på at tage et hvilket som helst job, der kunne lade sig gøre. Han var vant til at knokle. Han havde dansk hustru og børn og ville bidrage til deres forsørgelse og til det danske samfund. Han ville være en del af det ægte liv. Han bed tænderne sammen og sendte troligt ansøgning efter ansøgning afsted til alle slags jobs. Det blev til 1.000 ansøgninger og et stort, rungende nej tak til Antonio hver eneste gang. Så var han for over-kvalificeret, så var han for underkvalificeret, så kunne han ikke tale dansk, så var han for lille, for høj, for tyk for tynd. ALT var galt.

Og jo han tog også mange jobs undervejs, og blev også foreslået mange slags jobs, som mere eller mindre alle sammen handlede om at spule grisetanke. Velkommen til Danmark! Det eneste råd han fik med på vejen, for at kunne komme i betragtning til nogle af stillingerne var, at han skulle ændre sit efternavn. For i Danmark fungerer det på den måde, at alle med et udenlandsk efternavn, med stor sandsynlighed bliver frasorteret i ansøgningsprocessen.

”Jeg er født i Santiago i Chile af stærke, italienske forældre. I Chile er alle, der kommer fra Europa finere. Mit italienske efternavn var et navn af høj status, og i kombination med, at jeg selv læste jura, gav det adgang til rigtig gode jobs. Da jeg så kom til Danmark, var mit efternavn pludselig problemet, jeg måtte ikke være, hvem jeg var. Meget ville jeg ændre, men ikke min identitet på den måde. Jeg ER jo Antonio Defilippi Bruzzone.”

Antonio har spekuleret som en gal over, hvad Danmark overhovedet vil med integration. ”Det er et ord I bruger, men når I siger integration, mener I assimilation. Du må ikke være anderledes i dette land, du skal spise rugbrødsmadder med leverpostej. Verden er kæmpestor, men indenfor Danmarks grænser, og uagtet I er med i EU, skal alt være dansk. I ved ikke, uanset politisk overbevisning, og uanset hvor I landet I kommer fra, hvor snævert jeres blik er og I aner ikke hvad, vi udlændinge udsættes for. Men I ville have godt af at prøve det, for at forstå det.”

”Da jeg flyttede herop, var Lars Løkke statsminister. Det var meget svært at få opholdstilladelse. Først skulle jeg stille en garanti på 100.000 kr., hvad jeg fluks gjorde. Dernæst skulle jeg købe en dvd til 6.000 kroner, som jeg også fluks købte. Den DVD var direkte skør og ikke henvendt til ægte mennesker. Den mindede nærmest om en hypnose, hvor en messende stemme forklarede: Du må ikke slå din kone, du må ikke slå dit barn, dronning Margrethe er vores dygtige og dejlige dronning.” Den hørte Antonio igen og igen, inden han kunne få lov til at ansøge om at komme op til indvandringsprøven, som regeringen mange gange er blevet kritiseret for, fordi den var for svær. Antonio skulle i 2011 have grundig indsigt i dansk kultur og historie, og prøven skulle tages på dansk, FØR man havde mulighed for at opholde sig i DK.

Antonio bestod med højeste karakter og endelig efter 8 måneder i ingenmandsland kunne han sende en ansøgning om opholdstilladelse, som han fik. Han fik langt om længe også et job, hvor han skulle være kontaktperson for asylansøgere, og hvor han i dag har arbejdet sig op og er blevet driftschef i feltet mellem offentligt og privat samarbejder.

Antonio har ikke oplevet racisme sådan direkte face to face i gadebilledet. Men han oplever meget racisme, når han følges med asylansøgerne. ”Jeg er ret chokeret over, hvor lidt indsigt mange danskere har. I forholder jer til overskrifter i avisen, men møder ikke de mennesker, det handler om. Jeg har stået i situationer, hvor jeg har købt ind i et supermarked med asylansøgere, og igen og igen oplevet, hvordan folk træder skridt tilbage fra os. Ja OK, ingen af os har vores fineste tøj på. Asylansøgeren, fordi han ikke har noget pænt tøj overhovedet, og jeg selv, fordi jeg også har et fysisk krævende arbejde. Men hvorfor træder danskerne væk? Er det fordi, I forholder jer til et overfladisk billede? Engang var der også en ældre, nydelig kvinde, der kaldte den asylansøger, jeg ledsagede, for en hund. Ud af det blå. Jeg har oplevet legepladser, hvor mødre kaldte deres børn væk fra de børn, jeg havde med fra asylcentret. Og så er der hele problematikken med, at vi alle lige nu elsker asylansøgere fra Ukraine. Der er noget helt gak ved den prioritering.”

Antonio kan ikke lade være med at tænke på menneskerettighederne. Hvad med dem der har været her i to eller tre år og sidder på asylcentret, deres sag bliver skubbet til side på grund af ukrainske asylansøgere. Og da han spurgte en kvinde, der har forretning lige ved hans arbejde, og som tidligere nærmest har spyttet efter ham og asylansøgere fra Syrien, om hvorfor hun jublede over de ukrainske, var hendes svar: Fordi de ligner os. ”Hvad er det for en måde at møde mennesker på?”, spørger Antonio os danskere.

Antonio voksede op under Pinochets styre i Chile, og har derfor prøvet kræfter med et diktaturs snævre rammer. Og så har han ellers boet i Europa i 10 år, fordelt mellem Danmark og Bruxelles, Hvad har det lært ham?

”Ja, men altså for det første er det at vokse op i et diktatur forfærdeligt for den menneskelige sjæl. Pinochet dræbte op mod 40.000 mennesker i sin tid,
og ingen turde nogen sinde udtrykke en personlig holdning af frygt for, at man blev stukket. Det har gjort Chilenerne til et meget lukket folkefærd. De taler helst ikke om sig selv.” Trods den opvækst, er Antonio kommet fri af skyggerne fra Pinochets styre. Han synes ytringsfriheden i Europa er fantastisk og han tør godt fortælle, hvad hans holdning er, til det han ser om os danskere.

”Jeg er grundlæggende forundret over, hvor lidt danskerne værdsætter det velfærdssamfund vi lever i. Det er som om, I har glemt jeres bedsteforældres kamp for rettigheder, lighed, værdighed og frihed. Og som om I negligerer det, det kræver af politikere, pressen og den menige mand: tillid, ærlighed og solidaritet. Vi har alle et fælles ansvar, også selvom vi har forskellige muligheder, forudsætninger og ikke nødvendigvis bidrager lige meget. Den danske velfærdsmodel sikrer os fri uddannelse med SU, fri adgang til uddannelses- og sundhedssystemet. Det tager vare på os fra vugge til grav. Som udgangspunkt har vi alle lige muligheder, uanset hvad vi hedder til efternavn … i al fald på papiret.

Alt det lykkes fordi vi betaler skat, og skiftende regeringer forvalter den på ansvarlig vis, og vi som befolkning har tiltro til at det sker. I min optik fungerer tingene rigtigt godt og effektivt i DK. Alligevel brokker danskerne sig. Hvorfor gør I det?”

Antonio har også indset, at hvert land har sine regler om, hvad man skal stræbe efter. Og at folk går i flok. I hvert land findes der nogle der skubbes ned og andre, der skubbes op. I Bruxelles stræber alle efter at få det blå badge, som viser at man er ægte EU’er og arbejder for en af EU-institutionerne.

”Det er helt komisk hvor mange gange jeg har stået i metro’en og set folk tage badgen på, uden på deres tøj, så de lige kunne signalere, hvor vigtige de er. Og jeg havde skam selv det blå badge, da jeg arbejde for The House of European History – EU-parlamentet, så det er ikke ud af misundelse, jeg taler. I Chile er det efternavnet, der afgør om man er inde eller ude. Og her i Danmark handler meget om at flashe Tesla’er og tasker, og så selvfølgelig være pæredansk og ligne de andre. Det er synd at jeres blik er så begrænset, for jeres verden bliver så lille” Antonio griner meget og understreger, at han ikke er en sur indvandrer, for han ved at automatsvaret på hans kritik af Danmark er: så smut hjem. Men han er hjemme og med en sjælden frihed i sin sjæl, der er langt hævet over gods eller guld eller den nyeste Tesla. Han har en stærk følelse af en egen identitet, der ikke handler om nationalitet, men om at være et vågent og reflekteret menneske i et foranderligt verdenssamfund.

Antonio har være ansat i Trolle Care i 3 år, de sidste 2 som Driftschef.