Damebladene handler aldrig om livet efter 60, mener denne uges Det Gode Liv-skribent.

DET GODE LIV: Der er ingen gode livsstilsråd til de 60, 70 og 80-årige!
Så, skulle vi ikke i denne uge prøve at se lidt på hvad der sker på de alderstrin?

Jeg indrømmer det, jeg venter ikke til, jeg skal til frisør med at læse dameblade! Jeg sluger de samme historier, slankeopskrifter og gode råd uge efter uge.

Moden ændrer sig lidt, enten er den flad og brun eller også er den rød og skinnende, og når chefredaktørerne er ved at løbe tør for yogastillinger og smoothies med bladselleri, så kommer alle de gode råd til, hvordan du skal gøre, når du er i 20’erne, 30’erne, 40’erne eller 50’erne… og så går tabellen ikke længere.

Der er ingen gode livsstilsråd til de 60-, 70- og 80-årige! Så skulle vi ikke i denne uge prøve at se lidt på, hvad der sker på de alderstrin?

Jeg har endnu ikke erfaring med dette alderstrin, men når jeg ser ud over familie, venner, naboer og kolleger, så må det da være en totalt skøn alder!

Den nyeste hjerneforskning viser, at nærvær i de første leveår sætter dybe spor i dit barns hjerne. Pressefoto

Børnene er ved at have pakket sydfrugterne og er enten rejst om på den anden side af jorden, hvor de i god ro og mag kan gøre alt det, de er blevet fortalt, at de ikke skal gøre, eller også er de godt i gang med uddannelse, job og har måske fundet den eneste ene.

Huset er stille, kun afbrudt af den musik, man selv og ens trommehinder synes er behageligt at lytte til. Der er ingen madpakker, som skal smørres, tøj, der skal vaskes, fodtøj, som ligger smidt i entreen og truer med minimum en brækket ankel.

Man skal ikke længere lørdag nat snige sig ud i bilen, klatøjet og i nattøj og gummisko, for der er ingen, som skal hentes. Og udsigten til en uforstyrret middag med gode venner er inden for rimelig rækkevidde.

Man må også på dette tidspunkt være i stand til at afkorte transporttiden til arbejde, da man ikke længere skal forbi to folkeskoler og et gymnasium i myldretiden, eller stå bundfrossen på en fodboldbane og i mellem kuskeslag og tilråb planlægge middagen og morgendagens indkøb.

Og mon ikke også det månedlige overskud på lønkontoen er vokset, nu hvor de unge mennesker har forladt reden.

Med al den ro og total eliminering af stress og jag, må dette være alderen, hvor man får absolut færrest rynker og gråt hår – alt i alt en win-win!

De spændende 70’ere

Min og den kommende generation har jo tillagt sig den frækhed at leve livet uden børn til, de er tæt på overgangsalderen. Men de, som alligevel når at komme igennem det fertile nåleøje, begynder nu at få børn, og man bliver bedsteforældre.

Jeg havde min svigermor med til begge mine fødsler og uden at være alt for skråsikker, så tror jeg, hun og jeg pressede og blæste lige meget, og i al fald så hun lige så glad, lykkelig og lettet ud som jeg, da både det første og andet barnebarn kom til verden.

Jeg synes, jeg hører udtalelser som “dette er det næstlykkeligste efter selv at få børn”, så det må i sandhed være noget meget stort at se frem til, når man runder de 70.

Men er det ikke også alderen, hvor man endelig kan sove længe, eller ligge det meste af formiddagen og drikke kaffe og læse avis (hvis ryggen ellers kan holde til det)?

Og er det ikke på dette tidspunkt i livet, hvor man kan rejse billigt uden for skolernes skemalagte ferier eller få billige tennis- og bowlingtider, fordi man kan – hvor resten af landet er på arbejde eller i skole.

Og er det ikke i denne alder, hvor man ENDELIG og med fuldstændig intakt god samvittighed kan arrangere en rituel afbrænding af slankekure og ‘sådan holder du dig anorektisk tynd’-bøger og gøre præcis hvad man vil, når man vil, inklusiv at spise hvidt brød med smør og Nutella?

Og sågar sige ‘nej tak’ til børnepasning, velvidende at de kommer igen, for på dette tidspunkt er man modsat de forjagede pædagoger, den sidste levende generation med ro i blodet og glimt i øjet.

80’ernes eftertænksomhed

Børnebørnene er ved at være store, man er med ved translokationerne, man kigger glad efter studentervognen velvidende, at det ikke er en selv, som skal jonglere rundt med petitfours og kolde drinks blandt en vognfulde stive studenter.

Det er også alderen, hvor man begynder at få ærespladserne – den blødeste stol i stuen og den længst væk fra køkkenet. Man skal ikke længere selv tænke på at køre eller booke taxa – man bliver oftest hentet og bragt lige til døren, og var der lækkerier til overs fra familiemiddagen, så har man fået lidt med hjem.

Så sådan en familiesammenkomst kan pludselig blive en rigtig god forretning, og man behøver ikke længere bestille det billigste på kortet næste gang, veninden ringer og ‘inviterer’ på frokost.

Men er det ikke også alderen, hvor man begynder sin evaluering af livet?

Man er jo mere end godt halvvejs igennem, så jeg synes, jeg ser ældre, som lever 100 procent, men eftertænksomheden og roen er begyndt at spire. Mange ting er levet, set, hørt, mærket og følt, men jeg tror stadig, at man skal være meget syg eller rigtig gammel, før man er klar.

Min vidunderlige genbo er en 96-årig kvinde, som stadig sætter en ære i at have et smukt smil og et ny-krøllet hår, men som hun selv siger “…alle er døde, så nu gider jeg sgu ikke mere… ”

Er man ellers rask og velfungerende, så tror jeg ikke, man er klar til at smutte, når man er i 80’erne.

Jeg tror, det er der, hvor det er dejligt at falde i søvn i en solstribe og drømme enten frem eller tilbage i livet. Og det kan gøres helt uforstyrret, for børnene holder middag med gode venner, og børnebørnene, de er rejst om på den anden side af jorden.