Vores historier
Hos Trolle Care har vi en fælles passion for mennesker. Alle mennesker. Både medarbejdere, klienter, patienter, samarbejdspartnere, pårørende, bestyrelsen, bankmanden, revisoren, forsikringsagenten og dig. Og din nabo. Og dine kære. Alle mennesker er interessante og rummer fantastiske historier, der er med til at gøre dem til dem, de er. Det er bare uendelig sjældent, at det er de historier, der rammer forsider eller fylder i en virksomheds historiefortælling.
Det vil vi gerne gøre anderledes her hos os.
Med Alle de mennesker, vi er har vi hevet tæppet lidt til side for at fortælle historier om os selv – om hvem vi er, hver især, frem for hvad vi kan. Selvfølgelig er vi faguddannede, erfarne og kompetente, men uden alt det, der gør os til mennesker; vores personlige egenskaber og erfaringer, kunne vi lige så godt være robotter. Det er vores historier og alt det, der har formet os gennem livet, der sætter os i stand til at gøre den forskel, vi synes er så vigtig.
Du kan også læse om et af vores bestyrelsesmedlemmer. Hvad er det for et menneske, der synes, det er interessant at sidde med ved bordet i vores virksomhed i både medvind og modvind? Og du kan læse nogle af vores patienters, klienters og pårørendes historier – ikke om sygdom og diagnoser, men om nogle af de ting, der har formet dem til de mennesker, de er i dag. Hvem er det, vi møder i vores daglige arbejde? Det er mindst lige så vigtigt for os som journalen og medicinen.
Vi er hverken kendte eller meningsdannere, har ikke udgivet bøger eller vundet priser af nogen art. Vi er helt almindelige mennesker. Og ligesom alle andre almindelige mennesker har vi en masse ualmindelige oplevelser og historier med i rygsækken. De skal fortælles, så vi kan vække hinandens nysgerrighed og interesse. Og vi skal så små frø hos hinanden, der får os til at se verden igen. Måske i en ny nuance. Måske i et bredere perspektiv. For det er det, mennesker kan sammen. Og det er jo det, vi er: Mennesker, der passer på mennesker.