Julen var overstået, familien var rejst på ferie – og så kom Ensomheden…

Alle mennesker kan føle sig ensomme, men ældre er særligt udsatte, når frosten bider, og dagene er grå og korte

Midt i juleferien, da gaverne var pakket op, dansene var danset, og familien var draget hjem, fik jeg et af de opkald, der gør ondt helt ind i hjertekulen, og som får gåsehuden frem og gør øjnene våde.
Jeg blev ringet op af en ældre dame, som tydligt var alene. Julen var slut, og nu var familien taget på ferie, og dér, i den anden ende af røret, sad et ældre menneske med grådkvalt stemme og havde bare brug for, at ”… der er en, der kan sidde her lidt …”.
Midt i juleferien, midt i glimmer, gavebånd og brun sovs, blev jeg slået omkuld af Ensomheden!

Smerte og isolation

Jeg tror, at jeg uden de store protester kan referere til mange sygeplejerskers triste oplevelser med ensomhed; ensomhed bland alle slags mennesker, men især blandt ældre. 
Vi ved ofte, når vi lukker døren bag os efter endt besøg, hvem der kommer til at sidde i stilhed og alene, indtil vi igen kommer forbi. Vi ved, hvem det er, der fortæller, at ”familien kommer med lækker mad senere”, men der kommer ingen familie, og der er ingen lækker mad. Og vi ved, hvem der sidder alene juleaften og savner, eller som måske er sammen med familien, men hvor savnet af en nylig død ægtefælle udløser en næsten klaustrofobisk og kvælende ensomhed. 
Vi bliver dagligt konfronteret med ensomhed, men kan gøre så uendeligt lidt i forhold til den smerte og isolation, ensomhed kan medfører.

Hver fjerde er ensom

Det er ikke fordi, der ikke er fokus på ensomhed blandt ældre; ensomhed er både defineret, vejet og vurderet. Ældresagen har kørt temaer om ensomhed, og der er lavet utallige undersøgelser og statistikker om emnet. Relativt nye opgørelser (2012) viser, at hver fjerde ældre føler sig ensom, dvs. er uønsket alene eller uønsket alene sammen med andre! 
Men uanset hvordan vi definerer ensomhed, så ændrer det ikke på det faktum, at ensomhed er et tabu blandt vores ældre, og at der midt i juletravlhed, sommerferietravlhed og hverdagstravlhed, sidder nogle skønne ældre, som ikke kan få sig selv til at bede om selskab, bede om at blive inviteret ud og om at få lov til at være en del af familien – og egentlig, er det så noget, vi selv ville have mod til at efterlyse? Har vi ikke en forventning om, at vores kolleger, venner og familiemedlemmer automatisk medinddrager os i deres, at vi bliver inkluderet og ikke ekskluderet?

Vær opmærksom

Det ligger ikke i vores kultur og natur at bede om at få lov til at ‘være med’. Det er vi for stolte og for reserverede til, men resultaterne af den kultur er desværre bare ualmindeligt triste. For får vi det ikke lært, og får vi ikke brudt den barrierer, det er, at invitere sig selv eller invitere, uanset hvilken årstid af livet, vi er i, om vi bor alene, på plejehjem, i kollektiv, eller stadig har vores ægtefælle, så ender vi med at sidde i vores smukke hjem, og kun i minderne kan vi høre latteren og samtalerne – og kun på væggene kan vi se vores familie og venners smil og glæde. 
Der er mange måder at være ensomme på, og jeg tror ikke, at den ene måde er bedre end den anden. Denne uges ‘Det gode liv’ har ikke til hensigt at slå nogen oven i hovedet, men mere at opfordre til at være opmærksom og betænksom.

De rigtigt varme hænder

Vi, som professionelle sygeplejersker, har de lune hænder, men det er familien og vennerne, der har de rigtigt varme hænder. Det er jer, der er bud efter, når Ensomheden sniger sig ind under hoveddøren, når det bliver mørkt, og når en oplevelse skal deles, eller når minderne maser tårerne frem. 
Den ældre dame, som jeg startede med at fortælle om, var jeg nede og besøge. Jeg var der i to timer. Vi drak te og snakkede lidt om vind og vejr. Egentligt, så var der ikke noget, hvis altså Ensomhed ikke er noget …
Godt Nytår!

Læs artiklen i Lokalavisen