Jeg har efterhånden skrevet en del klummer som har taget udgangspunkt i mit virke som sygeplejerske. Jeg har delt mange af mine oplevelser, grin, undren og sorger med jer – alt sammen ud fra min vinkel, sygeplejerskevinklen.

Men i onsdags var det mig som var pårørende, der var det mig, som mærkede den knugende mavefornemmelse og frygten for hvad der vente mig, forenden af de grå og lange gange med de mange fartstriber i gulvet. I onsdags var det mig som skulle sige farvel

Jeg huserer i kategorien ”Erfarne Sygeplejersker”

Jeg har i rundt regnet 30 år arbejdet med mennesker. Jeg har lært hvad professionel sygepleje er, som jeg med årene har turde krydre med min personlighed. Jeg har undret mig over rigide systemer, som jeg med årene og med store sværdslag, har forsøgt at bløde op og gjort spiselige. Jeg har grinet så tårerne har løbet ned ad mine kinder, af- og med patienter, kolleger og pårørende. Jeg blev oplært på sygeplejerskeuddannelsen til at det var uprofessionelt at græde sammen med patienter/pårørende, så selvfølgelig har jeg grædt så tårer og mascaraer har ligget i en grålig pøl i skødet på min hvide kittel. Og alt det, kategoriserer mig som en erfaren sygeplejerske. En der har prøvet lidt af hvert og som med årene har tilladt at bryde det faglige panser og ladet følelserne titte frem, og vise hvem der er inde bag kitlen, hestehalen og det lidt skæve smil.

En hård besked

Et par dage før jul, tikkede der en besked ind på min mobil. Min datter og jeg var var i fuld krig med at bage julesmåkager, til relativt høje og meget glade toner af julemusik.

Beskeden var fra min mangeårige veninde, som i de sidste 11 år har kæmpet med en vidt forgrenet kræftsygdom, som i perioder viste sit rigtig grimme ansigt. Men hun var en kriger, som tog kampen op med alt det skyts hun kunne mobilisere omkring sig, af egen energi og humør, familie, venner, naturvidenskab og medicinsk behandling. Men den her gang, var beskeden ikke med blik ind i fremtiden. Tværtimod. Louise var blevet erklæret terminal og man mente ikke hun havde så frygteligt langt igen.

Det er første gang i mit liv at jeg har fået sådan en besked. Det er første gang jeg er pårørende til en døende. Jeg har været kontaktsygeplejerske til langt mere end 50 patienter som skulle dø, men min uniform og mit navneskilt, har på en eller anden måde beskyttet mig. Det har lagt en følelsesmæssig isolering omkring de rigtig hårde følelser, som jeg nu pludselig mærkede som pårørende. Nu var jeg ikke i tvivl om hvad det vil sige at skulle forholde mig til at hun snart ikke ville være her mere. Snart ville vores lille trekløver, blot være to. 

Julen gik og det blev februar

Louise klarede julen. Selvfølgelig gjorde hun det, for selv da hun skrev at hun var blevet erklæret døende og uden flere behandlingsmuligheder, var jeg nok et eller andet sted i tvivl om det nu kunne være sandt. Hun havde overhalet døden flere gange i de sidste mange år, så det gjorde hun nok igen. 

I begyndelsen af februar blev hun indlagt på Frederikssund Sygehus, på afdelingen for smertelindring. Nu var hun rigtig syg. Dagene gik og vennekredsen fik lidt information om hvordan det gik, og det var ikke i den rigtige retning.

Og alt imens dette skete, begyndte jeg at sidde mere og mere urolig på min stol. 

Fra Prof til pårørende

Jeg har rigtig meget erfaring i at styre patienter og pårørende igennem den sidste fase af livet og at være der når den sidste vejrtrækning blev taget. Og jeg har altid holdt på at man som pårørende skal have lov til at komme og sige farvel. For den døende skal afsted, det er sikkert, men den pårørende skal jo også et eller andet sted finde fred med at være blevet, en datter, en mor, en veninde eller en fætter, fattigere. Jeg ved at det er vigtigt at blive overbevist om at det er endeligt. At døden virkelig er ved at kaste sit slør rundt om et menneske, som samtidig prøver af alt kraft enten at benægte eller at at gøre sig klar til at skulle afsted.

Onsdag den 19 februar var det mig som havde brug for at høre sygeplejerskens stemme sige …”jo, selvfølgelig skal du komme op og kramme hende farvel” Så det gjorde jeg. Jeg havde en fin buket blomster med, som for alle 21 roser, symboliserede de 21 år hun havde været i mit liv. For der blev ikke et 22’ende…

Jeg kørte til Frederikssund. Og på turen derop, skiftede jeg fra den nøgterne og vidende sygeplejerske, til den ulykkelige og bange veninde.
Da jeg skridtede hen over parkeringspladsen, kom der en knugende fornemmelse i min mave -og det slog mig, at jeg aldrig har tænkt på at pårørende må have det sådan når de har parkeret… at man næsten kan få kvalme af angst for hvad man lige om lidt skal forholde sig til. 

Jeg fandt hurtigt skiltet der ledte til palliativ afdeling. De grå gange jeg gik på, ledte mig skiftevis ind i næsten klaustrofobisk stilhed hvor jeg kun kunne høre klikkene fra mine hæle, til elevator-samlings punkter hvor mennesker talte, smilte eller kiggede tomt frem for sig. Gåturen var lang, og det var jeg taknemlig for, for så kunne jeg udskyde det jeg snart skulle, nemlig sige farvel til min veninde.

Mon hun hørte mig

Sygeplejersken som modtog mig, må have fornemmet at jeg havde det skidt, for hun sørgede for at min pludseligt opstået mani blev ledt ned i den anden ende af afdelingen til vase-skabet, inden jeg stod foran Louises dør.

Hun lå i sin seng ved vinduet og belysningen var varm og dæmpet. Hun sov. Sygeplejersken havde fortalt mig at hun pga. mængden af smertestillende medicin, var dybt sovende. Jeg ville ikke forstyrre hende i hendes befriende søvn, men bare sidde hos hende, i et par minutter og holde hendes hånd inden den snart blev kold.

Jeg lænede mig ind over hende og måtte synke et par gange, inden jeg hviskede et næsten uhørligt ”Hej Louise, det er Jill”. Jeg syntes at hun i et par sekunder stoppede med at trække vejret, og samtidig forsøgte at åbne sine øjne. Mon hun hørte mig?

Der sad jeg, helt stille og aede hende over hendes bare hoved. Der var ingen billeder som passerede revy, der var bare Louise, og så mig. Jeg savnede hende allerede.

Tilbage ad de grå gange…

Jeg rejste mig efter 4-5 minutter og gik med bøjet hoved ud ad døren. Jeg kiggede mig ikke engang tilbage, sådan som de ellers gør i film. For det her, var ingen film. Det var virkelighed og i virkeligheden mærkede jeg for alvor det endelige og definitive, helt fra da jeg slukkede bilen på parkeringspladsen foran sygehuset, og til jeg alene og snart en veninde fattigere, gik tilbage af de grå gange. En meget voldsom følelse, men en jeg har sat ”i banken” og som jeg vil hive frem næste gang jeg står med en opløst pårørende og en døende. For nu ved jeg på min egen krop hvordan det endelige mærkes. Nu ved jeg hvor skræmmende det er at skulle sige farvel. Ikke skræmmende fordi et menneske i voldsomme smerter og med sygdom i kroppen skal herfra. Men skræmmende fordi en stol bliver tom, en latter forstummer og en telefon ikke længere bliver taget.

Louise fløj afsted natten til fredag den 21. februar 2020, 52 år gammel. 

Ære være hendes minde